Et udpluk af et brev fra en klient

For frygten, som gjorde mig ængstelig, sammen med barndomsminder, som ikke har været rare, og resulterede i, at jeg ville gemme mig, og ikke gøre et stort væsen ud af mig selv, fordi hvis folk ikke bemærkede mig, så kunne de heller ikke såre mig. Den cocktail har i mange år, ikke givet mig troen og tillid til mig selv. Og jeg savnede tillid til mig selv. Og at jeg troede på mig selv. Og vigtigst at jeg tilgav mig selv, for at have puttet mig i mange år. 

Så ja, jeg omfavner mig selv hver dag. Og møder i dag mig selv hver dag. Jeg sørger for at bringe positiv energi til mig selv. Jeg får ro. Jeg har selvrespekt. Og vigtigst, så ved jeg, at jeg altid har kærlighed. Og at den vigtigste i hele processen har været mig selv. Og at være egenkærlig er ikke det samme som at være så egoistisk, at man ikke har plads til andre i sit liv.
Man får faktisk bedre plads til alle andre. Og man holder mere af alle andre i takt med man holder mere af sig selv, som den man er og det man rummer.
Så det har sat meget i skub.
Virkelig meget.
Tusind tak til universet for at have guidet mig og givet mig min intuition tilbage, så jeg mødte Jette en, ikke så helt tilfældig dag, alligevel. Fik det kærlige skub, jeg sådan trængte til.
Jeg har endda fundet mit kald og hvad jeg gerne vil have min fremtid skal bringe.
Eller mere korrekt, hvad jeg gerne vil bringe til fremtiden.
Og det er en af de største gaver. At finde ud af, hvorfor man er her.
Jeg har i mit arbejde hos Jette fået en accept af mig selv og forståelse for det og egen værd.
At man er som man er. Med alle ens følelser og de må gerne være der.
Jeg har fået en større forståelse for andres og eget værd.
Men en bedre bevidsthed og rummelighed af mine følelser og eget og andres nærvær.
Det har givet mig en opfattelses evne, som styrker mig og specielt min bedre bevidsthed. Som jeg har lært at få gavn af nu, specielt igennem det at kunne bruge vejrtrækningen.
Det har givet mere ro på. 
Det er en positiv, god spiral, som vi har sat i gang. Som giver igen, hver dag. Selv på meget smertefulde dage. Det har lagt et fundament, som stadig fortsætter. Hele denne coachingtype, som Jette er, giver noget hver dag, og har været en stor inspiration til mig. Og jeg tror på, at processen, gør at dette her vil fortsætte, og ikke stagnere, som mange har tendens til. 
Og det har været en stor øjenåbner for mig. Det har hjulpet helt enormt. På tanker og uhensigtsmæssige, hårde sætninger. Vendt mod mig selv.
Og ved at tillade følelserne at være tilstede, så bruger min krop nu, ikke længere energi på at holde dem nede. Men de er der, som de er, og jeg er ikke længere bange for dem. Men elsker dem, for præcist det de er. Og i den accept, har kroppen helt naturligt fået en større ro.
 
Kærlig hilsen L. (Kvinde 31 år)

Sofie's beretning.

Lidt om mine oplevelser med at gå hos Jette…Da jeg startede hos Jette havde jeg i lang tid haft det rigtig dårligt. Jeg tænker tilbage på det som flere år, hvor det i perioder er gået lidt op og ned. Så har jeg indimellem – og heldigvis det meste af tiden haft det okay, men alligevel ikke følt mig rigtig glad. Haft alt det, jeg troede, jeg havde behov for, men følt mig utroligt presset i hverdagen, kæmpet for at få den til at hænge sammen, for at få økonomien til at løbe rundt og for at få det forhold jeg nu var i til at fungere. Jeg har slidt og slæbt, givet løs af mig selv i alle mulige sammenhænge og tænkt, at på et eller andet tidspunkt, når dét sker, eller når dét sker, så bliver det godt, så hænger tingene sammen igen og så bliver forholdet godt. Men det gjorde det aldrig. Og når så noget gik i stykker – f.eks. det forhold jeg var i – så røg jeg virkelig ned i et hul. Jette og jeg har døbt det en tilstand af vacuum. Vacuum føles som et sort hul. Alt bliver gråt. Alt mister sin farve. Intet er sjovt eller dejligt. Det føles som om, at ingenting af det jeg har er noget værd eller ved. Det føles som om jeg intet er værd – nogen gange har jeg tænkt, at jeg ligeså godt ikke kunne være her. I det vacumm føler jeg mig totalt alene, totalt værdiløs og totalt håbløs.Når jeg har det sådan… når det er allerværst, er der heldigvis en lille stemme i mig, der siger, at jeg har brug for hjælp. Derfor har jeg også flere gange fået hjælp – fra en psykolog eller en terapeut. Hjælpen hjælper, men det er ikke en hjælp, der har varet ved… på et eller andet tidspunkt er jeg havnet i det vacuum igen.Men sidste gang jeg var der, fandt jeg Jette. Jette har ikke gjort særlig meget andet end at spejle mig. Gøre det tydeligt for mig, hvad det er jeg siger til mig selv, stille mig nogle spørgsmål, der får mig til at tænke og få mig til at tænke over, hvad jeg vil gøre til næste gang, jeg ser hende. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig at komme hos Jette. Jeg anede ikke, at jeg havde så dårligt selvværd, som jeg havde. Jeg anede ikke, at det faktisk var mig selv, der behandlede mig selv så dårligt – og ikke min ex, mine børns far eller en helt tredje for den sags skyld. Jeg har siddet utallige aftener og grædt… grædt fordi jeg følte mig så alene og forladt i en alt for stor og uoverskuelig verden. Og bedt til, at nogen måtte komme og hjælpe mig. Elske mig og fortælle mig, at jeg faktisk er god nok og fuld af betydning. Men ”nogen” kom bare ikke. Ikke før jeg begyndte hos Jette. Der blev det pludselig tydeligt, at den ”nogen” jeg i virkeligheden ledte efter var mig selv. For Jette har en tavle og på den tavle kommer sandheden frem. Ordene ryger ud af min mund og op på tavlen, og først der – når de står stort på hvidt går det op for mig, hvad det er jeg har sagt, hvad det er jeg har følt og hvorfor jeg har grædt. Jeg har følt, at jeg var virkelig dårligt stillet, hvis jeg kun havde mig… At jeg var en dårlig mor, fordi jeg havde svært ved at føde min søn og måtte få et kejsersnit… At jeg var en dårlig mor, fordi jeg ikke kunne trøste ham og mætte ham, da jeg lå på barselsgangen som nybagt mor og ikke fik hjælp… At jeg var en dårlig mor og et dårligt menneske, fordi jeg ikke kunne få forholdet til mine to børns far til at fungere… At jeg ikke er noget værd, fordi deres far valgte at gå en anden vej… og igen, at jeg absolut ikke er noget værd, fordi en anden mand også valgte at gå en anden vej. Jeg har givet mig selv ansvaret for alle andre før mig selv… ignoreret mine egne følelser… slet ikke lagt mærke til dem, tilsidesat mine egne behov og delt alt af mig selv ud til andre, så der næsten ikke var mere tilbage. Det er ikke noget jeg har gjort bevidst for at skade mig selv… men det er noget jeg har gjort. Og hvorfor det? Hvorfor har jeg sagt sådan nogle grimme ting til mig selv? Det er jeg nu ved at finde ud af – og Jette hjælper mig. Hun svarer ikke for mig, men hun hjælper mig til selv at kunne svare. Hun hjælper mig med at ændre mine overbevisninger. Jeg kan sagtens stadig komme til at tale grimt til mig selv, men nu er jeg opmærksom på det og kan fortælle min selvkritiske side, at hun skal klappe keje. For jeg er faktisk noget værd. Jeg er rigtig meget værd. Jeg er et dejligt menneske og en fantastisk mor. Jeg har så meget at byde på, så meget godt jeg gerne vil give verden, mine børn og ikke mindst mig selv. Jeg er ikke længere bange for at være alene. Vacuum kan være skræmmende, men jeg er ikke bange for det. Jeg ved, jeg kan klare det. For jeg har mig selv. Faktisk er jeg rigtig godt stillet, for jeg forlader aldrig mig selv igen. Det har jeg lovet mig selv. Og for dét – og alt muligt andet – elsker jeg mig selv.At jeg har fundet Jette og stadig går der er den bedste investering jeg gjort – det er nemlig en investering i mig selv. Og det er jeg bestemt ikke færdig med, for der ligger et potentiale der, som er kæmpestort – og indimellem er det bare rigtig godt at få holdt et spejl op, hvor man virkelig kan se sig selv. Se hvilket fantastisk mennesker, der faktisk sidder lige der.Så siden jeg startede hos Jette er alt i mit liv faktisk det samme og alligevel fuldstændig anderledes. Jeg har fundet ro… En ro som jeg virkelig nyder. Jeg er blevet glad. Jeg er begyndt at tegne og gøre ting, som JEG godt kan lide. Det er gået op for mig, at jeg ikke skal tage ansvaret for alle andre og at deres valg, deres ytringer, deres handlinger ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre, selvom de påvirker mig og min situation. Jeg er begyndt at kunne sige fra og sætte grænser. Jeg er begyndt at kunne sige min mening. Jeg er blevet meget mere autentisk. Jeg er begyndt at bruge mit hjerte som telefon og min intuition som guide. Før kunne jeg tænke og tænke… ja, tænke så meget at jeg ikke længere selv var med i svaret. Jeg troede at jeg gjorde alt det rigtige, men jeg var ikke glad. Tingene gik ikke, som jeg ønskede de skulle gå og jeg forstod ikke hvorfor… jeg gjorde jo alt hvad jeg overhovedet kunne. Men jeg forstår nu – for før var jeg ikke til stede. Der var ikke plads til mig. Jeg tænkte aldrig på hvad jeg selv ville. Satte altid mig selv til sidst. Nu er jeg til stede. For første gang nogensinde, tror jeg, sætter jeg mig selv først. Jeg ved stadig ikke hvor vejen fører hen og hvordan tingene skal være, men jeg har det godt, og når jeg har det godt, kan jeg mærke at dem omkring mig også får det godt. Det betyder så uendelig meget. Det er skræmmende at se sig selv i øjnene på den måde, som Jette får mig til at se mig selv i øjnene på. Men hold op hvor er det effektivt. Det giver mig mod til at lytte til mig selv, mod til at følge min intuition og mod til at handle på mine drømme. Mod til at være min egen klippe – den klippe jeg så længe har ledt efter. Kærlig hilsen Sofie